Virksomhedsskatteordningen (VSO): Spørgsmål og svar

Som ejer af et enkeltmandsfirma eller et interessentskab kan du vælge at blive beskattet efter virksomhedsskatteordningen (også kaldet VSO eller virksomhedsordningen). Ordningen er frivillig og kan være et alternativ til fx personlig beskatning efter personskatteloven. Om du skal vælge den ene eller anden ordning afhænger helt af din virksomhed og situation.

Da virksomhedsskatteordningen kan være kompliceret at arbejde med, anbefaler vi, at du bruger revisorbistand, hvis du vælger denne ordning.

Her får du svar på nogle af de spørgsmål, vi oftest får stillet om virksomhedsordningen, og du er altid velkommen til at kontakte os info@inforevision.dk, hvis du vil høre mere eller vil vide, hvilken ordning der kan være relevant for dig.

Hvad er forskellen på beskatning efter personskatteloven og virksomhedsskatteordningen?

Med personskatteloven bliver du beskattet af virksomhedens overskud (indtægter minus omkostninger), mens virksomhedsskatteordningen giver mulighed for, at du kun skal betale fuld skat af den del af overskuddet, som du hæver til privatforbrug. Den del af overskuddet, der forbliver i virksomheden, beskattes med en lavere sats – normalt svarer den til virksomhedsskatten på 22 %.

Hvad er fordelene ved virksomhedsskatteordningen?

En væsentlig fordel ved virksomhedsskatteordningen er, at den er foreløbig og kan bruges til at udjævne den skattepligtige indtægt mellem ”gode” og ”dårlige” år og spare på topskatten i de gode år.

Hvis du et år hæver mindre til privat forbrug, end virksomheden tjener, beskattes det overskud, der bliver tilbage i virksomheden, med selskabsskat. Hvis du så næste år derimod hæver mere, end virksomheden tjener, skal du fuld personskat af det hævede beløb, men til gengæld får du den tidligere betalte virksomhedsskat retur.

Eksempel

  • En virksomhed tjener 700.000 kr. før skat.
  • Indehaveren hæver 500.000 kr. til sig selv og betaler fuld personskat af de 500.000, samt topskat af en mindre del af de 500.000 kr.
  • Virksomhedens resterende overskud på 200.000 kr. bliver stående på virksomhedens bankkonto og beskattes med den lavere virksomhedsskat (22%).

Året efter går virksomheden dårligt.

  • Overskuddet er kun 200.000 kr., men indehaveren trækker alligevel 400.000 kr. ud til sig selv.
  • Indehaveren skal betale fuld personskat af de 400.000 kr., men får samtidig den betalte virksomhedsskat på 22 % af 200.000 kr. retur.
  • I dette eksempel betyder virksomhedsordningen, at virksomheden samlet set sparer topskat (15 %) af 200.000 kr. det første år, fordi beskatningen af dette beløb er ”flyttet” fra det ene år til det andet.

Virksomhedsskatteordningen har også nogle rentefordele. Du kan få fradrag for dine renter gennem den personlige indkomst frem for kapitalindkomsten. Dette giver en højere fradragsprocent.

Er der også ulemper ved virksomhedsskatteordningen?

  • Virksomhedsskatteordningen kræver mere arbejde end beskatning efter personskatteloven, bl.a. fordi du skal udarbejde et selvstændigt virksomhedsregnskab, som opfylder bogføringslovens krav. Bogføringen skal tilrettelægges, så din samlede økonomi regnskabsmæssigt er opdelt i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi.
  • Hvis du en dag ønsker at stoppe virksomhedsskatteordningen, kan det blive dyrt, fordi hele det potentielle opsparede overskud så beskattes.

Hvem kan bruge virksomhedsskatteordning?

Virksomhedsskatteordningen kan bruges af personer, der driver egentlig selvstændig virksomhed (enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber). Desuden kan ordningen bruges af personer, der udlejer fast ejendom, fordi udlejning af hus og ejerlejlighed skattemæssigt betragtes som erhvervsmæssig virksomhed.

Læs mere om betingelserne for at bruge virksomhedsordningen på SKATs hjemmeside her.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil vælge virksomhedsskatteordningen?

Vi anbefaler, at du kontakter en revisor eller skatterådgiver, der kan hjælpe dig.

Vil du vide mere?

Kontakt inforevision og få råd og vejledning om virksomhedsskatteordningen.

Kontaktperson

Bo Sponholtz
Leder af skatteafdelingen
T: 39 53 50 33
BSP@inforevision.dk