1. oktober 2018

Ny ferielov på vej

I januar 2018 vedtog Folketinget en ny ferielov. Alle medarbejdere får ret til det samme antal feriedage, som de har i dag, men der indføres væsentlige ændringer i den måde, vi optjener og afholder ferie på. Læs mere her, og kom til gratis morgenmøde i inforevision.

Forskudt ferie og samtidighedsferie

Hvor man i dag optjener ferie fra 1. januar til 31. december til efterfølgende afholdelse fra 1. maj til 30. april (forskudt ferie), betyder den nye lov, at man optjener ferie i ferieåret 1. september til 31. august, og at ferien kan afholdes straks i samme periode med tillæg af yderligere 4 måneder (samtidighedsferie).

Ændringen betyder en øget fleksibilitet for lønmodtagerens afholdelse af ferie, og nye på arbejdsmarkedet får mulighed for betalt ferie i deres første ansættelsessår.

Den nye ferieordning træder i kraft den 1. september 2020, og som virksomhed og arbejdsgiver er det en god idé at sætte sig ind i loven og forberede sig på, hvad ændringerne vil betyde.

Vi holder gratis morgenmøde om den nye ferielov.
Tilmeld dig her >>

Overgangsordning skal afværge ophobning af ferie

Ved overgangen til den nye ferieordning vil lønmodtagerne have optjent ferie, som endnu ikke er afholdt, og samtidig påbegyndes optjening af ferie, der løbende kan afholdes.

Det betyder, at lønmodtagerne reelt kan have op til 10 ugers betalt ferie til gode i det første år med samtidighedsferie. Det kan få store konsekvenser for samfundsøkonomien og for den enkelte arbejdsgivers likviditet.

Den udfordring bliver imødegået med en overgangsordning. Den betyder, at ferie, der optjenes i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, indefryses og først udbetales, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Dermed sikrer ferieloven, at lønmodtagernes nuværende feriemønster i videst muligt omfang opretholdes, og at lønmodtagerne bevarer retten til den allerede optjente ferie.

Vi holder gratis morgenmøde om den nye ferielov.
Tilmeld dig her >>

Feriepenge indefryses i virksomheden eller i en fond

De indefrosne feriemidler skal administreres af en ny fond under Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Ved overgangen til den nye ordning skal arbejdsgiveren indberette den indefrosne ferie til fonden, der så sørger for udbetalingen, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiveren kan få mulighed for enten at indbetale de indefrosne feriemidler til fonden med det samme eller at beholde feriemidlerne i virksomheden. Beholdes feriemidlerne i virksomheden, skal beløbet årligt reguleres med en indeksering, der bliver fastsat af fonden.

Hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt for arbejdsgiver straks at indbetale de indefrosne feriemidler til fonden eller ej, kommer helt an på virksomhedens likviditets- og rentemæssige situation. Det er en beslutning, der skal overvejes nøje. Beløbet skal senest indbetales til fonden, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Vi holder gratis morgenmøde om den nye ferielov.
Tilmeld dig her >>

Øvrige forhold, arbejdsgiveren skal være opmærksom på

Med den nye ferieordning er det vigtigt, at optjente og skyldige feriedage løbende kan opgøres. Det vil ikke længere være muligt at afsætte den regnskabsmæssige feriepengeforpligtelse på baggrund af den summariske metode. Der skal opgøres en konkret forpligtelse for hver medarbejder i forhold til dennes optjente og afholdte feriedage.

Samtidig skal virksomheden kunne overvåge, at medarbejderen ikke afholder ferie, som endnu ikke er optjent, uden at det er aftalt.

Virksomheden skal således sikre, at den har de nødvendige systemer og administrative rutiner, så den løbende kan holde styr på medarbejdernes optjente og afholdte feriedage.

Mere information

Hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning om, hvad den nye ferielov betyder for din virksomhed, er du velkommen til at kontakte os.

Vibeke Düring Reyes Jensen
Partner, statsautoriseret revisor
Mobil 21 71 99 80
vd@inforevision.dk