Derfor tager vores partnere til Orø

Jo bedre du kender dig selv som person, desto stærkere og mere afbalanceret er du som leder. Sådan lyder essensen i inforevisions ledelsesfilosofi, og det er grunden til, at alle partnere i virksomheden bliver uddannet i personlig autentisk lederskab.

Uddannelsen varer i alt tre uger og foregår på PMI, Personal Management International, der holder til på Orø i Isefjorden. PMI trækker på synergier fra gestaltterapien, og uddannelsen fokuserer bl.a. på evnen til at skabe en tillidsfuld og ligeværdig kontakt til kunder, kollegaer og medarbejdere. Fx træner partnerne det coachende lederskab, og på uddannelsen udvikler de også personlige kompetencer som fx gennemslagskraft, nærvær og klarhed.

Klædt på til ledelse

”I mere end 25 år i træk har vi haft en organisk vækst på 10 procent om året i gennemsnit. Det er en udvikling, der kræver dygtige, bevidste ledere, som fagligt og personligt er godt klædt på, og som samtidig værner om den særlige virksomhedskultur, der kendetegner os,” siger HR-chef i inforevision, Betinna Sidor.

”Vi har en flad organisationsstruktur med korte kommunikationsveje, der er præget  af faglighed, samarbejde, uhøjtidelighed og gensidig respekt. Vi er over for hinanden, som vi er over for vores kunder: Ærlige og nede på jorden. Det er med til at gøre vores virksomhed til noget helt særligt,” siger Betinna Sidor.