26. juni 2017

Folketingets lovændringer før sommerferien

Før Folketinget gik på sommerferie, vedtog politikerne en række lovforslag. Bl.a. har de lempet bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder. Her er et overblik over lovændringerne.

Indgreb mod 10-mandsprojekter (L103)

Passive investorers skattemæssige underskud fra investeringer i udlejningsejendomme og vindmølleparker m.v. kan ikke længere modregnes i anden indkomst. Oprindeligt var indgrebet kun rettet mod deltagere i kommanditselskaber og partnerselskaber, men undervejs er indgrebet udvidet til også at omfatte deltagere i interessentskaber. Indgrebet rammer således generelt underskud fra virksomhed, der drives gennem skattemæssigt transparente enheder.

For at underskudsbegrænsningen ikke skal hindre generationsskifte af virksomheder, gælder indgrebet ikke, hvis den skattepligtige deltager eller i mindst 36 måneder af sin ejertid har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Det var oprindeligt meningen, at indgrebet skulle have virkning for investeringer, der blev foretaget den 14. december 2016 eller senere, men ikrafttrædelsen er ændret til den 12. maj 2017.

Underskud fra investeringer foretaget før denne dato kan fortsat modregnes i anden indkomst, med mindre enheden anskaffer nye aktiver eller overtager anden virksomhed, uden at dette er nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift.

Indgreb mod brugen af partnerselskaber (L194)

Fremover vil lønmodtagere, der er ansat i et partnerselskab, ikke automatisk blive anset for at drive selvstændig virksomhed med deraf følgende mulighed for bl.a. at anvende virksomhedsordningen, bare fordi de køber en meget lille andel af selskabet.

Fremover skal der fortages en samlet vurdering af kriterierne for, om der er tale om drift af selvstændig erhvervsvirksomhed. Indgrebet har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2018.

Nedsættelse af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder (L183)

Vi har tidligere omtalt aftalen om nedsættelse af afgiften (se artiklen her), og lovændringen er nu vedtaget. Den betyder, at afgiften på gaver og arv bliver nedsat fra 15 til 5 %, når man overdrager hele eller dele af sin erhvervsvirksomhed frem til 2020.

Nedsættelsen gælder allerede for overdragelser foretaget efter den 31. december 2015, men for overdragelser i 2016 og 2017 er afgiften kun nedsat til 13 %, mens det store spring sker i 2018, hvor afgiften nedsættes til 7 % og udgår 6 % i 2019.

Loven indeholder også et element, som intet har med generationsskifter at gøre. Det handler om en ændring af reglerne for korrektion af skatteansættelser i de tilfælde, hvor værdipapirer m.v. fejlagtigt skattemæssigt har været behandlet efter realisationsprincippet. Reglerne svarer nu til de regler, der gælder for hensættelser, varelagre m.v. og indebærer, at der ikke fremover vil være risiko for dobbeltbeskatning eller mulighed for dobbelt fradrag, når man overgår til lagerprincippet.

Ny lov om ægtefællers økonomiske forhold (L178)

Denne lovændring betyder, at ægtefæller fra 1. januar 2018 ikke længere skal oprette en såkaldt ægtepagt for at give hinanden gaver. Umiddelbart forventes det at give større mulighed for, at begge ægtefæller kan give gaver i forbindelse med generationsskifter og derigennem opnå lavere gaveafgifter.

Af hensyn til kreditorerne og ægtefællernes indbyrdes forhold bør man dog alligevel udarbejde overdragelsesdokumenter.

Den nye vurderingslov (L211)

Vi har tidligere omtalt aftalen om de nye boligskatter (se artikel her). I forlængelse af aftalen har Folketinget nu vedtaget en ny vurderingslov. Den skal sikre, at de offentlige ejendomsvurderinger i fremtiden giver et mere retvisende billede af ejendommenes faktiske handelsværdi. For at imødegå den usikkerhed, der altid vil være forbundet med sådanne vurderinger, skal de fremtidige skatter og afgifter altid kun beregnes på grundlag af 80 pct. af vurderingerne.

Det nye ejendomsvurderingssystem skal første gang anvendes ved vurdering af ejerboliger i 2018 og ved vurdering af øvrige ejendomme, herunder erhvervsejendomme, i 2019.

Yderligere informationer

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte inforevisions skatteafdeling.

Bo Sponholtz
Leder af skatteafdelingen
T: 39 53 50 33
bsp@inforevision.dk

Jannik Petersen
Skattekonsulent
T: 39 53 50 47
jpe@inforevision.dk