Arbejdsbier på farten

I krydsfeltet mellem fastansat og freelancer finder du inforevisions erhvervskonsulenter. 80% af tiden er de ude hos kunderne. Fleksibelt og effektivt, siger både kunder og konsulenter.

De summer af liv, elsker at arbejde og stortrives med afveksling og selvstændighed. inforevisions travle erhvervskonsulenter suser hver dag ud til kunder, som på fast basis ønsker en hjælpende hånd til regnskab, bogholderi og løn. ”Man skal være omstillingsparat, både personligt og professionelt, og det trives jeg rigtig godt med.” siger Merete Kærgaard.

Med en solid erfaring med bogholderi og regnskab på CV’et kom Merete Kærgaard til inforevision i 2007. Hendes kunder tæller bl.a. en diamantborer, en psykologvirksomhed, et tv-produktionsselskab og en it-virksomhed, og en gang om ugen tager hun til Østerbro for at arbejde hos Kim Utzon Arkitekter.

”Jobbet er meget afvekslende. Ikke to kunder eller to dage er ens, og man møder hele tiden forskellige mennesker, kulturer og brancher. Man skal være omstillingsparat, både personligt og professionelt, og det trives jeg rigtig godt med,” siger Merete. Hun fortsætter:
”Man kan sagtens være loyal over for flere virksomheder på én gang, og jeg gør mig umage for at være præcis og stabil. Det er vigtigt for kunden, at jeg kommer, og der er brug for det, jeg laver. Selvom jeg er ekstern konsulent, bliver jeg ikke taget for givet. Det er en stor tilfredsstillelse og meget motiverende.”

Frihed under ansvar

Meretes kollega, Mitzi Lorenzen, har været på farten for inforevision i mere end otte år. Mitzi har stor erfaring fra bl.a. hotelbranchen, og den bringer hun i spil to dage om ugen på Adina Apartment Hotel i København, hvor hun bogfører, rapporterer, deltager i budgetprocessen og sparrer om regnskaberne med hotellets direktør, Eva Grimsehl. Om jobbet siger Mitzi:

”Jeg holder meget af mine kollegaer, men skal altså helst ud af kontoret og ud til kunderne. Dér udretter jeg noget, og dér føler jeg mig mest til nytte.”

Men friheden og selvstændigheden i jobbet trækker også i Mitzi: ”Jeg kan godt lide frihed under ansvar. Vi kan altid hente opbakning og support fra chefer og kollegaer hjemme i Søborg, men når man står ude hos kunden, skal man selv træffe beslutninger, tilrettelægge arbejdet og få noget fra hånden. Det fungerer jeg godt med, og når kunden har tillid til, at man altid overholder aftaler og deadlines, kan man i vidt omfang selv tilrettelægge sit arbejde.”

Kim Utzon, Stifter og ejer af Kim Utzon Arkitekter

”Jeg har brugt inforevision, siden jeg begyndte som selvstændig arkitekt. I perioder har jeg haft min egen bogholder, og da hun skulle stoppe, valgte jeg at fortsætte med denne løsning. Det er smidigt og fleksibelt og matcher mine behov. Merete passer også godt ind her. Hun kender mig og min virksomhed og ved, hvad der betyder noget for mig, så det er nemt at kommunikere med hende. Jeg er meget tilfreds med den service, jeg får.”

Kim Utzon Arkitekter står bl.a. bag Tivoli Hotellet og Copenhagen Strand, en række kontorbygninger i Kalkbrænderihavnen som fx Paustian Møbelhus, Dunkers Kulturhus i Helsingborg, Rosendahl A/S’ domicil i Hørsholm og en tilbygning til Vejle Kunstmuseum.

Eva Grimsehl, Direktør på Adina Apartment Hotel

”Hver måned rapporterer vi til både Tyskland og Australien, og her er det afgørende med en regnskabskonsulent, der kender hotelbranchen, kulturen og forskellighederne. Det gør Mitzi. Hun kan kommunikere med alle og er blevet en del af teamet på Adina. Hun tager selv ansvar for opgaver og tidsfrister og ved, hvad vi gerne vil have. Via inforevision er hendes viden og kompetencer altid opdaterede, og vi oplever samarbejdet som meget fleksibelt.”

Adina Apartment Hotel på Amerika Plads i København ejes af Toga Far East Hotels, der har base i Australien. Adina tilbyder en vifte af fuldt udstyrede værelses- og lejlighedsløsninger og findes også i Berlin, Hamburg, Frankfurt og Budapest foruden i en række australske byer.